Vi udvikler på at bringe energifællesskaber til byer og distrikter

Byer og distrikter skal fremtidssikres, når det gælder vores forbrug af energi. I Enyday arbejder vi på en løsning, som skal understøtte lokal deling og salg af egen produktion af vedvarende energi på tværs af flere bygninger. 

Kan man dele og sælge lokalt produceret strøm til hinanden på tværs af bygninger? Det er vi ved at undersøge potentialerne ved, og vi er i gang med at udvikle fremtidens løsning til at håndtere netop større energifællesskaber på tværs af bygninger. Læs mere i vores case herunder.

EUDP projekt: Tre steder i Danmark undersøger vi potentialerne ved energifællesskaber på tværs af bygninger og bydele

Med den grønne omstilling mod mere bæredygtige byer og bygninger, er der et behov for at undersøge, hvordan inddragelse af lokale beboere og virksomheder kan skabe mere vedvarende energi i vores bygninger vha. teknologi og lokal deling af strøm. Det kræver blandt andet, at vi undersøger, hvordan vi intelligent kan koble lokalt produceret el på det eksisterende el-net, og hvordan vi kan optimere vores forbrug gennem lokale energifællesskaber. 

For at undersøge potentialerne ved energifællesskaber, har vi indledt samarbejde tre steder i Danmark. Alle tre pilotprojekter skal hjælpe med at introducere energifællesskaber som en ny rolle på energimarkedet med direkte deltagelse af borgere og virksomheder. Målet med projektet vil således også være at opnå energifleksibilitet gennem energifællesskaberne, og at skabe incitamenter for private investeringer i lokal produktion af vedvarende energi ved at give borgere og virksomheder nye digitale værktøjer. Projektet vil desuden give deltagerne mulighed for at bidrage til realiseringen af et CO2-neutralt energisystem.

Energifællesskaber er et nyt begreb, som er blevet introduceret på energimarkedet blandt andet i kraft af to EU Direktiver (Elmarkedsdirektivet (EU 2019/944) og VE II-direktivet (EU 2018/2001)), som sigter mod øget grøn strøm og større inklusion af borgere. I samspil med digital teknologi til måling af forbrug og produktion kan disse nye drivkræfter accelerere den grønne omstilling af de lokale energimarkeder. Derfor er denne gruppe af dedikerede interessenter og organisationer gået sammen for at undersøge disse nye muligheder – og vi vil gerne invitere jer med.

Projektet er et samarbejde mellem Københavns Kommune, DTU, Energi Danmark, EWII, PowerLabDK, Enyday ApS og By & Havn. Projektet er støttet af Det Energiteknologiske Udviklings-og Demonstrationsprogram (EUDP).